-
B&O justerer prognosen og forudser faldende omsætning
来源: BDK Finans / 18 3月 2024 01:44:36 America/New_York
Salget er ikke gået som forventet for den danske teknologivirksomhed Bang & Olufsen. Det viser foreløbige tal for tredje kvartal i det skæve regnskabsår 2023/24, som samtidig har fået selskabets ledelse til at nedjustere prognosen for årets omsætning. Tidligere lød udmeldingen til investorerne, at man forventede en omsætningsvækst på mellem 0 og 9 procent målt i lokale valutaer. Nu forventer selskabet i stedet, at omsætningen går tilbage med mellem fem og otte procent. Administrerende direktør Kristian Teär siger i en fondsbørsmeddelelse, at de makroøkonomiske forhold i både Europa og hovedmarkedet Kina ikke har udviklet sig så gunstigt, som man forventede. - Dette påvirker vores salg og er de primære årsager til, at vi justerer forventningerne til omsætningen for regnskabsåret, siger han. De foreløbige tal viser en omsætning på 1933 millioner kroner for regnskabsårets første ni måneder. Det svarer til en tilbagegang på syv procent. Bruttoresultatet er dog forbedret med 140 millioner kroner til lidt over en milliard kroner. Også driftsresultatet før særlige poster er forbedret - fra et trecifret millionunderskud til et plus på 48 millioner kroner. Bang & Olufsens forventninger baserer sig ligesom tidligere blandt andet på, at der vil ske lancering af to "produktinnovationer" i regnskabsårets fjerde kvartal, som slutter 31. maj i år. På trods af, at man allerede har præsenteret foreløbige tal for tredje kvartal, er det stadig planen at præsentere et færdigt kvartalsregnskab 10. april. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/bo-justerer-prognosen-og-forudser-faldende-omsaetning